Yes! Endelig en brugbar status over min sygdom // Nu med diagnose

Ja, stilhed før stormen. I tirsdags var jeg til en længede ventede læge konsultation, en ganske særlig én af slagsen. 8 måneder har jeg ventet for at kunne aflægge Danmarks bedste professor inde for det område et besøg. Faktisk bare med én eneste ting på dagsordnen, nemlig at få en diagnose. De der følger med her på bloggen, kender godt til alt mit besvær i forbindelse med sygdom - og i særdeleshed med kommunen, de har ikke ville hjælpe før jeg havde en reel diagnose. Jeg har stort set vidst at  jeg havde sygdommen, fibromyalgi, i snart et års tid, men min egen læge er ikke i stand til at stille den endelige diagnose. Det kunne fantastiske Bente Danne-skiold til gengæld, og ikke bare én, men hele tre diagnoser faktisk. Samt et papir hvor alle de tvivlende, bliver gjort til skamme - jeg har det SÅ fedt, faktisk næsten helt fantastisk! Nogen vil mene jeg er skør, og ja, en uhelbredelig sygdom er da absolut ikke noget man skal glædes over, men.. efter 3-4 år med tonsvis af undersøgelser, forskellige scanninger, ultralyd, skintigrafier, stik og blodprøver hver 3. måned - ja så er jeg altså glad for at få svar på tiltale, og for ikke at føle mig tosset og som en hypokonder. Derudover håber jeg virkelig at dette vil kunne sætte skub i tingene med kommunen, jeg bliver absolut ikke mindre syg af at gå hjemme og være inaktiv, og ikke mindst min hjerne føler jeg skrumper ind - og når sygdommen blandt andet har hukommelsesbesvær og koncentrationsbesvær til følge, ja så er det jo bare med at få brugt hjernecellerne mest muligt!

Sygdommen ligger desværre i mine gener, hvilket også giver mig mange spekulationer omkring Mynthe og evt fremtidige børn. Faktisk er der rigtig mange ting jeg skal til at lære og sætte mig ind i, mest af alt handler det nok bare om at jeg først og fremmest skal begynde at acceptere at mit liv nu aldrig vil blive normalt igen. Jeg skal lære at sige fra og begrænse mig, samt vigtigst af alt, at prioritere.
Jeg har indtil nu, ikke altid været lige god til at lytte til min krop - man ønsker jo ikke at være nødsaget til at aflyse aftaler, få passet sit barn el. lign. bare fordi kroppen ikke vil som jeg vil. Øv. Men det skal jeg lære, jeg skal lære at tilrettelægge min dag således at jeg har færrest muligt smerter fordelt på hele dagen, og derved kunne klare almindelige daglige gøremål samt opretholde evnen til at have et socialt liv ved siden af og være den bedst mulige mor for min fantastiske datter!

Jeg er glad og trist på samme tid, men fortrøstningsfuld - og det er vel det vigtigste? Selvom jeg dagligt føler mig alene og ensom, ensom som i at ingen kan forstå mig og min situation, føler jeg samtidig også angst, sårbarhed og frygt, hvorfor ved jeg egentlig ikke helt - det er nok en del af at fremtiden er usikker.
Men, jeg skal nok klare det hele - det er bare et lille bump på vejen igennem mit ellers så skønne liv - for ja, jeg har jo ret meget at være taknemmelig over når det kommer til stykket. Og ja, måske er sygdommen uhelbredelig, men den er jo ikke livstruende - måske jeg skulle tænke over dét, når jeg føler mig aller mest ensom, bitter og skuffet. Jeg har det jo i bund og grund meget godt.

Endnu engang lidt sygdoms brok herfra - og ja, formegentlig kommer der jo altså nok lidt mere af den slags i fremtiden - men alt med måde selvfølgelig.